|
Fuldkornstærtedej med Ølandshvede
Opskrift leveret af Dorte Bugge Jensen.
Prøv at erstatte den tærtebund du normalt laver med en bund af nykværnet ølandshvede.
300 g. fint kværnet ølandshvede
150 g. økologisk smør
1 økologisk æg.
Ølandshveden smuldres sammen med fedtstoffet indtil det får en konsistens som parmesanost. Herefter samles dejen med et æg. Tærtedejen stilles i køleskabet et stykke tid og tages derefter ud og fordeles i de to tærteforme. Der er nok dej til 2 tærter til et fad med 22cm i diameter
Fyldet kan bestå af hvad årstiden byder på af grøntsager og økologisk æg og ost.

Ølandshvedekerner med tomater, løg og squash
Opskrift leveret af Dorte Bugge Jensen.
Prøv at erstatte noget af det ris eller pasta du normalt spiser med korn. Her er en let ret som kan varieres i det uendelige, hvad angår grøntsager og krydderier.
150 g. økologiske ølandshvedekerner
500 g økologiske tomater af forskellige slags og farver
1 økologisk løg
1-2 fed økologisk hvidløg afhængig af hvor store de er
1 lille økologisk gul squash
Økologisk olivenolie
Masser af økologisk bredbladet persille
Salt og peber
Ølandshvedekerner stilles i blød i vand natten over.
Vandet sies fra kernerne og de kommes i en gryde med vand og lidt salt. Kernerne koger i ca. 30 minutter - eller til de er møre, men der stadig er bid i dem.
Mens de koger skæres tomater, squash og løg ud i små tern.
Løg, squash og hvidløg svitses i økologisk olivenolie og tomater tilsættes sammen med salt og peber. Det koger indtil tomaterne er kogt ud.
Der smages til med salt og peber. Når ølandshvedekernerne er klar hældes de i en sigte, så vandet kan dryppe fra og de blandes med de øvrige grøntsager. Det hele hældes på et fad og pyntes med rigeligt bredbladet persille. Retten kan spises alene med et godt brød til eller som tilbehør til kød. Den smager også godt dagen efter til frokost.
Brug fantasien og årstidens lokale grøntsager. Brug grøntsager og urter i så mange forskellige farver som muligt. Det ser festligt ud og skærper appetitten.
Velbekommen!
|
|